Hopp til innhold Hopp til hovedmeny

Hjem

> Felles > Bli inspirert

Lutheri! : Magister Kristofers memoarar

Lutheri! : Magister Kristofers memoarar

Det er sejrherren, som fortælle historien, også når det gælder reformationen. I Danmark blev den katolske kirke hurtigt afviklet og kongen overtog kirkens ejendomme.

I Norge gik det ikke lige så hurtigt. Hovedpersonen er magister Kristofer, født 1551 – altså 34 år efter reformationen – men da stod den katolske kirke stadig forholdsvis stærkt i bondebefolkningen og hos nogle præster.

Bogen er lagt op som en selvbiografi og som det ofte sker i den genre, så bliver det et langt forsvarsskrift for den katolske kirkes tro tjener. Magisteren er måske ikke det bedste menneske, men han har dog blik for så vel kirkens som hans egne svagheder. Desværre er det lidt svært for ham at rette op på egne fejl og den katolske kirke kan han vel heller ikke stille så meget op med.

Der er dog en ting, han hader mere end Luthers vranglære: Danskerne.«At danskane finn seg i det lutherske kyrkjeregimet, kan eg forstå. Midt i all sin råskap er dei så dvaske, desse flatlendingane, så prega av den fjell-lause topografien sin.»

En god lille bog (190 sider) i jubilæumsåret for reformationen. Vi glemmer nok, at den gang var det blodig alvor, hvis man havde fejl tro. Det er det jo ikke længere.

 

Del på facebook
David Lean:

Lawrence of Arabia

Lawrence of Arabia

Normalt synes jeg, at det er lidt overdrevet når folk anskaffer sig væg-til-væg TV, men lige netop med filmen om T. E. Lawrence kan skærmen ikke blive bred nok. Peter O’Toole, Omar Sharif, Alec Guinness og Anthony Quinn har store roller men det er ørkenen som har hovedrollen. Den er med i alle scener, direkte eller inddirekte og den kan fylde det store lærred.

Handlingen er løseligt bygget på historiske fakta men filmen formår at sætte sig ud over den historiske ramme. Det drejer sig ikke kun om Mellemøsten under 1. verdenskrig. Der er flera tema, som stadig er særdeles nærværende: Krig, identitet, kulturellle forskelle og ikke mindst: Skal man være loyal overfor en uduelig ledelse? Eller skal man tage sagen i egen hånd.

Filmen er fra 1962 og er vel et af de bedste eksempler på en gammeldags episk storfilm. Handlingen er fortløbende, der er storslåede landskaber, utroligt mange statister og dyr, store kulisser så hvis man trænger tilen god lang pause fra et lidt skiftende norsk vejr, så er man i godt selskab med al Lawrence, prins Faisal og Sherif Ali. Og hvis man så har en storskærm og et godt lydanlæg så er det næsten lige så godt som en uge i syden.

Del på facebook
Kim Leine:

Skogpiken Skjerv

Skogpiken Skjerv

Aldersangivelsen er 9-13 år men børnebog og børnebog fru Blog?

Kim Leine har skrevet tykke bøger for voksne. Nu kommer der en god gammeldags børnebog med fine illustrationer gennem hele bogen om en pige, som lever med sin familie i et typisk eventyrunivers. Vi hører om pest, slaveri og andre fæle ting, men pigen klarer sig igennem på ægte eventyrvis med hjælp fra en elg, en ravn, en lille soldat og en blind gammel kone. Alt sammen beskrevet i et fint og rytmisk sprog, som man bare må læse.

Men lidt efter lidt kommer der «fejl», som jeg ikke opdager ved første gennemlæsning og da jeg kom slutningen, opdagede jeg at det var en kinesiske æske med en fortælling inden i en fortælling inden i en fortælling. Om et ganske alvorligt emne. Sult og død er selvfølge alvorligt men det hører jo ligesom med til et eventyr. I virkeligheden er det en historie om en dreng – eller måske en pige, som læser om en dreng – eller er det en pige?

Det er derfor, at jeg ikke mener at det er en decideret børnebog. Til gengæld er det en bog, som forældre eller bedsteforældre kan bruge mange gode timer på. Og så begynder den med en meget fin beskrivelse af forfatterens og læserens rolle.

Del på facebook
Edle Catharina Norman:

Norges spiselige planter og bær

Norges spiselige planter og bær

Også 2016 er udnævnt til kålmøl-år. Store skyer af kålmøl blæste ind fra Russland og det baltiske stater i den tidlige vår og gik straks i gang med at spise af mine kålplanter, blomsterkarse, rucola og hvad de nu ellers kunne få fat på.

Heldigvis kunne jeg så slå op i «Norges spiselige bær og planter» og læse, at capsella bursa-pastoris, på norsk gjetertaske, er spiselig. Unge blade er mildt kålagtige, ældre er mer peberagtige i smage: Et perfekt alternativ til rucola.

Det er nemlig ikke kun løvetand, nelde og skvallerkål som kan spises: bogen rummer op mod 80 urter plus bær, lyng og træer. I alt over 100 vækster, som vokser fra fjord til fjell i Norge.

Så næste gang du skal på bærtur skal du nok tage urtekurven med.

Der er ikke opskrifter i bogen men en god liste til «videre lesing» bag i bogen.

At tænke sig, at man har adgang til de samme råvarer som Michelin-restauranterne. Noma bruger ramsløg, gullstjerne, rogn og ganske mange andre planter, som er tilgængelige for de fleste nordmænd.

Valmue og humleskud er ikke kommet med i bogen og der er sikkert mange andre, men bogen er under alle omstændigheder et godt sted at starte, hvis man vil prøve noget nyt (og nedbringe mængden af ugress)

Del på facebook
Please kill me : den usensurerte historien om punk

For mange år siden kørte jeg fra San Francisco sydover langs kysten med en af mine gode amerikanske venner. Vi standsede på et særligt smukt sted og gik en tur og John sagde: ”Det var her, jeg første gang prøvede Angel Dust.”

Da jeg læste ”Please kill me” havde jeg lidt det samme oplevelse. Jo, jeg har hørt om punk-miljøet og hvad der foregik der men det er først med denne bog at jeg fik et dypdyk. Folk brugte faktisk narkotika og opførte sig UNDERLIGT!

Der er selvfølgelig meget name dropping i bogen og den er også 20 år gammel, men det er også en glimrende tilbundsgående historisk gennemgang. (Først udkommet på engelsk i 1996, oversat til norsk 2015)

Punken er ikke død – it just smells funny (som Zappa sagde om jazzen). Det er måske mere korrekt at sige, at den ikke lugter længere. Den har sat andre strømninger i gang, og den har selv udviklet og delt sig. Dele af den er endda blevet mainstream.

Under alle omstændigheder får man et glimrende indtryk af hvordan det var dengang det hele startede med Lou, Nico, Iggy, Sex Pistols og så videre.

Og heldigvis er der et navneregister til sidst i bogen.

Del på facebook
Jean-Paul Didierlaurent:

Høytleseren på 06.27-toget

Bokomslag Høytleseren på 06.27-toget

"Toget bremset høylytt før det stanset helt ved perrongen. Guylain rev seg løs fra streken og gikk opp på stigtrinnet. Det smale klappsetet til høyre for døren ventet på ham. Han foretrakk det harde, oransjesetet på hengsler fremfor en myk benk. Med tiden var klappsetet blitt en del av ritualet. Det var nærmest symbolsk å slå ned setet, og det beroliget ham. Mens vognene satte seg i bevegelse, tok han dokumentomslaget av papp ut av dokumentmappen i skinn som han alltid hadde med seg. Han åpnet det, og ut fra to babyrosa trekkpapir trakk han den første siden frem fra glemselen" 

Slik starter kapittel 2 i den merkeligste, og beste, boken jeg har lest hittil i år! 

Hver morgen klokken 06.27 sitter Guylain på klappsetet og leser høyt for sine medpassasjerer.  Han trekker stadig nye sider ut av dokumentmappen, og når toget når endestasjonen kan han ha lest fra dusinet av gjenopplivede sider. Sider helt uten sammenheng. Tekster som er både skjønnlitterære og faglige. Ord som rører ved noe i medpassasjerene. De forlater vognen med noe som kan minne om både tristhet og skuffelse. Noen hvisker takk før de forsvinner ut på perrongen. Før Guylain får forklart dem at han ikke gjør dette for deres del, men for sin egen. Og de leste sidene blir liggende igjen på toget, trygt mellomsitteplaten og ryggen på klappsetet. 

Boksidene har Guylain reddet fra "Tingen", maskinens som tygger, maler og spytter ut tusenvis av makulerte bøker. Maler dem til grøt , som skal bli til nytt papir, nye bøker med nye ord. En annens ord. Hver kveld sniker han med seg sider som har unnsluppet monsteret, selv om han vet at lederen ville blitt rasende hvis han fikk vite det. Og hver morgen gir han disse boksidene nytt liv, ved å lese høyt på 06.27-toget. 

Men en dag faller det en minnepinne ned fra klappsetet når Guylain skal sette seg ned. Hele dagen ligger den i lommen hans og distraherer ham. Og vel hjemme fra jobb må gullfisken Rouget de Lisle pent stå over middagen, for det eneste som står i hodet på dens eier er å få sjekket hva som ligger på minnepinnen. En enslig mappe lyser mot Guylain. Han dobbeltklikker spent. Og 72 dokumenter åpenbarer seg. Han klikke spent på det første, og fra første sekund blir han bergtatt av både tekst og tekstens opphavskvinne. Julie!  

Og fra da av er det bare Julie som opptar ham. Han leser tekstene hennes høyt kl. 06.27, og han reiser rundt i byen på leting etter henne som opptar tankene hans. Og vi blir med! 

Nydelig språk og karakterer som du blir både glad i og irritert på. På baksiden av boken står det: " en hjertevarm hyllest til kjærligheten, litteraturen og livets små gleder", og jeg er helt enig. Les den! 

Del på facebook
Phillip Noyce:

Rabbit-proof fence

DVD-cover Rabbit-proof fence

«Naturfolk må opdrages så de kommer op på vores udviklingsmæssige stade.» Det var holdningen mange steder i verden. De opdagelsesrejsende så de indfødte som laverestående repræsentanter for menneskeracen og mange steder var det samme tilfældet for etniske mindretal, som levede inden for landets grænser. Med oplysningstiden fik den hvide mand pligt til at gøre noget ved det. White man’s burden som englænderne sagde.

«Rabbit-proof fence» skildrer en version af denne tragedie. 3 aborigin-jenter bliver taget ud af reservatet og sat i en interneringslejr. Her skal de opdrages og trænes til at blive gode hushjælp for de hvide australiere. Men den ældste af jenterne beslutter sig for at de skal flygte. Det lykkes dem at komme ud af lejren og så går flugten gennem skov, ørken og fjell.

Ret hurtigt bliver det et prestigeprojekt at få indfanget de to og opgaven bliver ledet af en skruppelløs Kenneth Branagh. Vi følger den elementært spændende  jagt de næsten 2.500 km og får stadig større respekt for de to jenter.

Denne film foregår i Australien men kunne lige så godt have foregået på Grønland, i USA, Nordkalotten eller Russland.

Barsk og nødvendig fortælling.

«Naturfolk må opdrages så de kommer op på vores udviklingsmæssige stade.» Det var holdningen mange steder i verden. De opdagelsesrejsende så de indfødte som laverestående repræsentanter for menneskeracen og mange steder var det samme tilfældet for etniske mindretal, som levede inden for landets grænser. Med oplysningstiden fik den hvide mand pligt til at gøre noget ved det. White man’s burden som englænderne sagde.

«Rabbit-proof fence» skildrer en version af denne tragedie. 3 aborigin-jenter bliver taget ud af reservatet og sat i en interneringslejr. Her skal de opdrages og trænes til at blive gode hushjælp for de hvide australiere. Men den ældste af jenterne beslutter sig for at de skal flygte. Det lykkes dem at komme ud af lejren og så går flugten gennem skov, ørken og fjell.

Ret hurtigt bliver det et prestigeprojekt at få indfanget de to og opgaven bliver ledet af en skruppelløs Kenneth Branagh. Vi følger den elementært spændende  jagt de næsten 2.500 km og får stadig større respekt for de to jenter.

Denne film foregår i Australien men kunne lige så godt have foregået på Grønland, i USA, Nordkalotten eller Russland.

Barsk og nødvendig fortælling.

Del på facebook
Wolfgang Borchert:

Utenfor døren

Bokomslag "Utenfor døren"

Af og til kan man undre sig over forlagene. Af og til dukker der bøger op som ikke er helt dugfriske. En af dem er «Utenfor døren» af Wolfgang Borchert. Den udkom på tysk i 1955 og blev oversat til norsk i 2015. Det er der selvfølgelig flere grunde til. Det er en forfatter som det er værd at stifte bekendtskab med og temaet – krigens meningsløshed – er jo en tematik, som stadig er sørgeligt aktuel.

Dystopier har længe været populære på film og i bogform men her er «the real thing». Hvordan er det at leve i en verden som er slået sønder? Borchert skriver fortællinger, som kan det, god litteratur skal kunne: fortælle en historie som får os til at se og mærke hvad det er der sker. Vi har jo set det hele på TV og læst om det i aviserne. Her er der så nogle ganske korte fortællinger hvor det lykkes forfatterene at trænge igennem vor blaserthed og formidle grundstemninger og erfaringer, som vi heldigvis ikke oplever her i Norge men som desværre er hverdag for mange rundt om i verden.

Noveller på ganske få sider som man ikke kan forsvare sig imod.

Del på facebook
George Roy Hill:

Stikket

The Sting

«Nostalgi er ikke hvad de var engang» skrev Simone Signoret i sine erindringer. Af og til kommer der dog film, som tager nostalgien på alvor og som oven i købet gør det elegant.

«Stikket» ("The Sting") er en funklende komedie, som fortæller historien om hvordan de kloge narrer de mindre kloge, også i den kriminelle verden. Robert Redford vil hævne mordet på sin makker, Luther Coleman, og det skal gøres ordentligt. Derfor går han i kompagniskab med Paul Newman og de planlægger sammen en aktion, så dels skal udmyge en rig og korrupt bankmand som var ansvarlig for mordet på Luther, dels skal der tjenes penge og dels så skal man også have det morsomt.

Alt planlægges til mindste detalje og det går som det skal men dog ikke uden et par uventede drejninger undervejs.

Historien er placeret i 1930’ernes USA, musikken til dels fra starten af 1900-tallet og filmen bærer præg af at være lavet i starten af 1970-tallet. Alt i alt et meta-nostalgisk mesterværk.

Filmen modtog 7 Oscars, blant andet for bedste film, bedste instruktør og bedste kostumer.

Trekløveret Redford, Newman og Hill lavede også “Butch Cassidy and the Sundance Kid» fire år tidligere.

Del på facebook
Bokomslag

Vennskap eller forelskelse? Eller begge deler? 

Are og Lilly har kjent hverandre hele livet. Helt siden de var små har de delt hverdagene, gledene , sorgene og fritidsinteressene. Bestevenner! 

Lilly er stygg. Synes hun selv i iallfall. Hun har et arr som deler overleppa i to og nesen er skeiv. Men allikevel er hun den lille mirakeljenta til mamma og pappa. Jenta som klamra seg fast til livet og ble det eneste barnet de fikk etter mange mislykkede forsøk. Mirakeljenta til skuespillermammaen med kjendisstatus og pappaen som spiller gitar og skriver sanger som ingen får høre. 

Are og Lilly skal på fest, og de har bestemt seg for at dette er den festen hvor de skal drikke alkohol for første gang. De har alltid hatt den avtalen, at de skal ta steget inn i den delen av voksenlivet sammen. Og etter det forandrer alt seg. Lilly ser på Are med helt nye øyne. Han er ikke lengre bare Are bestekompis. Han er Are, gjenstand for Lillys først forelskelse. En forelskelse som slo ned hardt og brutalt da hun hjalp ham hjem etter at han ble for full på festen. En forelskelse som fjerner Lillys fokus på alt annet, som får henne til å unngå ham. Somler på morgenen så hun slipper å gå sammen med ham til skolen, og skulker løpetreningen så hun slipper å trene sammen med ham.  

Men allikevel har hun bare en tanke i hodet. Are. Are. Are. Are. Hun savner bestevennen sin, men holder ikke ut å være i samme rom som ham. Kan de noen gang bli "bare" bestevenner igjen? 

Språket i boken er enkelt og godt, det flyter lett. Og beskrivelsen av følelsene som raser i Lilly er troverdige og ekte.  

Del på facebook

Åpningstider 

Mandag -Torsdag 10 - 19
Fredag 10 - 16
Lørdag  10 - 14

  

Telefon:
71 57 51 00

E-post:
bibliotek@kristiansund.kommune.no 

Vi blir inspirert av